Blue Friday - Ingen Black Friday – Bella Bella Denmark

Blue Friday - Ingen Black Friday

Jeg er ikke stor fan af BLACK FRIDAY. Jeg er i det hele taget ikke fan af store forbrugsfester. Hvilket på nogen kan virke paradoksalt når man samtidig driver virksomhed.


Dét jeg til gengæld er fan af er at gøre sig bevidste valg om de produkter vi omgiver os med. Købe ind med hjertet og vælge de produkter vi virkelig elsker og ikke kan leve uden. Investere i holdbare produkter som vi kan have i lang tid, både fordi designet er langtidsholdbart og materialerne er i orden. Vælge at støtte op om positive forandringer med vores vigtigste stemmeseddel, nemlig vores pengepung.


Én ting er faktum: Virksomheder gør intet for deres blå øjnes skyld. Er der ikke penge i det, gør de det ikke. Var der ikke penge i Black Friday, eksisterede den ikke. Tilbuddene er ikke tilbud. De er ment som oprydningssalg i produkter som var “sidste års model” og derfor ikke moderne mere. Nogle endda sat op i pris for nogle måneder siden så der kan køres med større “rabatter” til Black Friday.


Jeg synes at man som designer har pligt til i designprocessen, at tænke langsigtet. Ikke spytte en hurtig model ud som skal holde til næste kollektion ud af 6 eller 8 på et år og så smides væk fordi der skal tjenes flere penge. Der bør tænkes design og stil, produktion, anskaffelse, indpakning, afskaffelse og genanvendelse ind i processen som en helhed. Et produkt bør ikke gå af mode efter to måneder. Design bør være noget som holder i lang tid. Multifunktionel og klassisk, nytænkende og gennemarbejdet.


Jeg anerkender at vi som bevidste forbrugere også jagter det gode tilbud. At vi vil have noget for vores penge. Og hos Bella Bells laver da også ind i mellem dage hvor du kan få en procentdel i rabat på vores hjemmeside eller når du møder os på markeder. Det være lagersalg eller fødselsdagsfest eller noget helt tredje. Fordi man som forbruger også nyder at blive forkælet og vi vil rigtig gerne forkæle dig! Vi sætter nemlig pris på dig og at du vælger at investere i et af vores smykker til dig selv eller én du har kær. Det betyder mere for os end du aner og det er ikke løgn når jeg siger at jeg laver en happy-dance for hver ordre som tikker ind <3


Men vi kommer aldrig til at kunne tilbyde dig 80% eller 90% rabat. Så havde vores priser været højere resten af året eller vores produkter havde ikke været produceret i Danmark, men derimod i eksempelvis Østen eller lavet i ringere materialer.


Men hvis vi skal holde vores høje standard for produktion i Danmark og brug af gode materialer og samtidig leve af vores virksomhed, kan vi ikke forære produkterne væk. For selvfølgelig vil vi gerne leve af vores virksomhed. Min drøm har altid været at leve af det jeg synes er super sjovt! Og min drivkraft i min virksomhed er ikke at blive rig, men glæden og spændingen ved at skabe noget lækkert og smukt.


Og jeg synes det er synd når vi “opdrager” forbrugere til ikke at betale den pris en vare reelt set skal koste for at man som selvstændig iværksætter og businesswoman (eller -mand) kan få sin løn til at bidrage til familielivet, betale til sin pensionsopsparing og dække udgifter forbundet med at drive sin lille virksomhed - også så den kan bestå i fremtiden. Og ofte er det jo netop de små virksomheder der giver den varme service og ser kunden før profitten.


Som lille iværksætter og virksomhedsejer kan man ikke deltage i den store forbrugsfest på helt samme måde som mastodonterne.


Derfor vil jeg i stedet gerne byde ind med “Blue Friday” - har du lyst til at købe dit smykke hos os og bliver det Fredag d. 23.11 og i weekenden som følger, så donerer vi 20% til “Ocean Cleanup” der kæmper for at fjerne plastik fra verdenshavene. (Vi planter naturligvis stadigvæk et træ sammen med Onetreeplanted.org).


Jeg håber inderligt som menneske, iværksætter, designer og treehugger at mine søde følgere og kunder stadig tror på og har lyst til at bakke om min drøm og rejse med Bella Bella, selvom jeg ikke bakker op om den klassiske Black Friday. Til gengæld så lover jeg jer at jeg stadigvæk vil arbejde hen imod at blive bedre, blive endnu mere miljøbevidst, fortsat donere til et godt formål og vise jer mere af livet som iværksætter.


Tak fordi du følger med på min rejse og fordi du har lyst til at støtte op om dét at være selvstændig iværksætter.

-Bella Laurina



P.S. har du ikke lyst til at støtte ved at købe et smykke, men blot at donere kan du gøre det lige her:


Ocean Cleanup: https://www.theoceancleanup.com/support/

One Thee Planted: https://onetreeplanted.org/collections/where-we-plant