Skriv dig op til nyhedsbrevet og shop Black Friday allerede torsdag!

01 - Valentinsdag 17

Hvad vil være et bedre indlæg at starte den her blog med, end ét om kærlighed! Det kan vi ikke få nok af i verden, specielt ikke som den ser ud lige nu.

Indlægget fik faktisk sin start da jeg blev bedt om at komme med valentins forslag til Eniito´s blog post her. Jeg synes dog I skal have fornøjelsen af det i sin fulde længde! Så er I i Aarhus på valentinsdag, så er der her et par forslag til hvad I kan lave, ellers hvem ved, det kan det måske være I får lyst til at tage hertil <3



TRADITIONEN TRO

Der er tre ting som manden og jeg finder essentielt når vi er på date - lækker mad, ro og smuk natur! På vores første mange Valentins dage var traditionen dog en anden. Vi bestilte mad fra Chicago Roast house og så spiste vi og så film under dynen derhjemme. Mega hyggeligt! Men så flyttede vi udenfor Aarhus, ud til Malling og der er ikke mange steder som bringer mad derud! Til gengæld er vi tæt på smuk natur og i år, en Kulturhovedstad - så vi tager ofte på date et sted hvor vi kan gå en tur før eller efter maden. Naturen beroliger og når man går, kan man nemmere snakke sammen. Man er ikke ligeså nervøs som når man sidder overfor hinanden og måske ikke kender den anden endnu. Og så er det nemt liiige at flette fingre eller gå lidt tæt.


Photocredit: Kendaarhus.dk

KÆRLIGHEDSRUTEN

Kærlighedsruten er en mulighed for at få set nogle af de hyggeligste steder i Aarhus by. Ruten starter meget passende ved “Kærlighedsstien”, en gammel marksti, beliggende tæt ved Nørreport. Ruten vil føre dig igennem det meste af indre by og der er rig mulighed for at holde i hånd og lære hinanden bedre at kende i Smilets By. Kombinér turen med kortet over ruten og få en masse historiske fakta på jeres vandring i Kulturhovedstaden 2017!


VÆKSTHUSENE

Er man til planter (som jeg er) vil man nyde en tur i Væksthusene. Hold i hånd igennem de fire klimazoner og lad jer fascinere af de smukke og specielle planter som omgiver jer. Stjæl et kys alt imens sommerfuglene flakser lydløst omkring jer. Er I heldige ser I måske én som kigger ud på verden for første gang når den flyver ud af sin puppe. Skulle man få lyst til en bid mad efter den hyggelige vandring gennem kuplerne, tilbyder caféen i væksthusene en let frokost, som oftest er nordisk inspireret og rigtig lækker.


RESTAURANT SKOVMØLLEN

Gemt inde i Marselisborgskovene ligger en lille romantisk tidslomme af en restaurant. Men det er kun selve bygningen, som daterer helt tilbage fra 1800 tallet. Indenfor serverest skøn og smuk gastronomi. Moderne og nordiske skønne smagsoplevelser med noget for enhver. Gå en tur i skoven, imens i samler appetit.

 

MOESGÅRDS TAG

I Højbjerg ligger det nye Moesgård Museum. Hold da op det nye har slået benene væk under mig! Har I mod på en hyggelig date fuld af spændende oplevelser er det her stedet for jer! Museet er fuld af interaktive udstillinger I kan dykke ned i. Lige nu kan I flette fingre igennem “en rumlig, sanselig og visuel oplevelse uden genstande” på et alt andet end kedeligt eller støvet museum. Skulle I ikke have mod på museumstur, er der dog stadig noget for jer her. Tag hinanden under armen og gå op af den skrå tagflade, inspireret af arkæologiske udgravninger. Toppen lader jer se ud over det meste af syd-Aarhus og Moesgårds smukke skovområde. Tagtoppen er åben for alle hele døgnet og giver derfor også mulighed for en aften-picnic under stjernerne! 


NORSMINDE KRO

Kigger vi lidt syd for Aarhus midtby, ligger Norsminde Kro. Kroen har ligget ved Norsminde Havn siden 1693 og har en helt særlig plads i mit hjerte. Maden er sublim og ganske enkelt en oplevelse i sig selv. Husk dog at bede om at sidde i den gamle slyngelstue! Stuen er kroens ældste og fuld af interiør helt tilbage fra opførslen - nærmest som at bevæge sig ind i en tidslomme. Når vi ikke kommer til Norsminde for at spise, kommer vi for naturen. Næsset som ligger et stenkast fra kroen er virkelig en tur værd! Bliv rusket igennem af lidt blæst i kinderne imens i går tæt og hold i hånd hen af de smalle stier i det høje græs. Når vejret er lunt, tager vi selv mad med og spiser på de rustikke bænke langs med stranden, imens hunden snuser uforstyrret rundt på stranden.





HESTEHAVESKOV - KALØ

Det her er et af mine yndlings naturområder i Danmark! Naturen her er blændende smuk på alle tider af året. Skoven ligger på Djursland, ca. 35km udenfor Aarhus, men er et “must see” for naturelskere! Når I ankommer til stedet vil I i første omgang se den gamle Slotsruin. Selvom den også er et kig værd, så gå i stedet ad stien til højre forbi Slotskroen og ind i Skoven. Husk at stoppe op og nyde udsigten ud over havet. Hold mod venstre i skoven og I vil meget snart nå ind i “Troldeskov” - den ældste del af skoven. Eventyrlige ege- og bøge træer, der grundet saltvand og konstant blæst er blevet krogede og kringlede. Fascinerende at tænke på at de ældste af disse træer er helt tilbage fra 1700 tallet! Er I heldige kunne der ske at falde uhyggelige skygger i skoven så I er nødt til at gå endnu tættere!

 

Jeg håber I får en helt fantastisk valentinsdag <3


Share this post